Historie

Klubbens oprindelse

skrevet af Morten Skannerup

 

I trediverne havde Socialdemokratiet som led i deres kulturpolitik, der bl.a. gik ud på at gøre op med de borgerliges eliteidræt, dannet Dansk Arbejder Idræt (DAI). Her ville man kort fortalt lade arbejderne møde hinanden under ’kammeratlige forhold’, og havde på et løst plan organiseret folk til at rejse rundt i landet for at starte arbejderklubber. Sådan startede også ASA.
ASA står Arbejder Sport Aarhus. Klubben blev dannet efter ca. en måneds flittig agitation i Demokraten. Herefter indkaldte Dansk Socialdemokratisk Ungdom, De Unges Idræt og Arbejdernes Oplysnings Forbund til stiftende generalforsamling den 22. april 1933. Ca. 200 mennesker var mødt op for at blive medlemmer, og allerede ugen efter startede man træningen på den tildelte bane mellem Kommunehospitalet og Nordre Kirkegård. Kontingentet var 1 kr./md. og 50 øre for arbejdsløse. Man tager næppe fejl, hvis man antager at klubbens socialdemokratiske baggrund har hjulpet med så hurtigt at skaffe baner. Samtidig skal nævnes at mange af disse DAI klubber blev brugt til at give politisk og administrativ erfaring til de unge DSU’ere. En af ASAs første formænd var således en ung Orla Hyllested, senere borgmester i Århus. Som et resultat af ovennævnte forbindelser flyttede ASA allerede (sandsynligvis) i 1934-35 til vores nuværende baner, og vi har således al historie med os når vi omtaler banerne som ASA-Ground.

Helt i tidens og DAIs ånd var de sportslige ambitioner allerede fra starten neddroslede. Det handlede i stedet om socialt samvær. Et sådant var Fagenes Fest. Ved disse mødtes forskellige faggrupper hinanden i nogle show-prægede kampe. Derudover var der diverse boder med gøgl, lykkehjul, candyfloss mv. samt naturligvis et sted hvor man kunne slukke tørsten. Disse Fagenes Fest blev oftest holdt i Friheden eller på Stadion, og da det gik bedst var der over 20.000 tilskuere.
Formålet var selvfølgelig, udover øl og sex, penge. Derfor havde man hyret en af klubbens stiftere, Holger Lustrup, til at stå for arrangementet mod 10% af overskuddet. Han havde imidlertid ikke tid til at vente på at regnskabet blev gjort op, men tog bare 500 i kassen. Dette resulterede i en ekstraordinær generalforsamling med krav om eksklusion, dog uden resultat. Det var for øvrigt samme Holger der i 43 vejrede morgenluft. Her skal nævnes at ASA også spiller håndbold og dengang havde gymnastik- og bordtennisafdeliger. Klubben havde anskaffet en telefon. Fodboldformanden (det er også Holger) mente at den naturligvis skulle placeres hos ham. De andre afdelingsformænd mente den skulle stå hjemme hos dem. Det var synd for Holger, idet håndboldformanden og gymnastikformanden boede sammen. Jeg formoder den ene har været en formandinde.
Kilderne til ASAs historie forsvinder for en decade, men da de dukker op igen er der stadigvæk problemer i samarbejdet i bestyrelsen, et problem som eksisterer til 70erne, hvor klubben endelig vender sin nedadgående kurs. Mere senere.
I 50erne var ASA blevet ramt af virkeligheden og spillede under JBU. Hvornår dette skridt foretoges vides ikke. For alle medlemmer og modstandere, der siden har lagt fødder og forstrukne ledbånd til ASA-Ground skal her bemærkes, at klubben allerede dengang klagede til kommunen over baneforholdene. Nu som dengang uden resultat.
Velfærdsstaten var dog ved at dukke op, og medlemmerne var både trætte af det kolde vand og det rådne gulv i omklædningsrummet. Man nedsatte derfor en byggefond, som med gode viljer og masser af hårdt arbejde i løbet af 5 år fik skaffet så mange penge, at vi fik bygget det klubhus, som i dag er ASA på godt og ondt. Huset var færdig i 1964. Dette hus er den dag i dag en meget vigtig del af ASA, og grunden til mange diskussioner til diverse generalforsamlinger om en nye hal og ikke mindst afgivelse af suværænitet. En diskussion man skal have været medlem af klubben mere end tre sæsoner for at have en kvalificeret holdning til.

Men bortset fra det gik det jævnt ned af bakke for ASA resten af 60erne og starten af 70erne. Dette skyldtes bl.a. samtiden hvor fodbold ikke var specielt populær blandt voksne mænd, men også det totalt administrative kaos der herskede i klubben. Interne stridigheder resulterede i at formanden gav næstformanden 1-2 spilledages karantæne 3-4 gange om året. Man kan f.eks. læse følgende fra et generalforsamlingreferat i 1968: ’ Da afgående formand NN. overhovedet ikke har fulgt med i noget som helst i den forløbne sæson, var beretningen lig nul’ På den baggrund kan det ikke undre, at ASA i midten af 70erne kun havde to hold tilbage. 1. holdet bestod mest af taxichauffører, der som regel mødte op til kampene med et par pilsnere i bagagen. Her tænkes ikke på det private rum taxachaufførerne har bag i deres bil. Dette afstedkom også, at ASA fik et dårligt ry og uden at overdrive kan man sige at det var de færreste hold som så frem til at spille på ’ASA-Ground’. ASA var tæt på at dreje nøglen om.

Hvorfor det skete på dette tidspunkt er naturligvis et sammenfald af flere faktorer, men to personlige diametrale modsætninger dukkede op i klubben på ca. samme tid og startede de et samarbejde som definerede en udvikling i ASA, som uden overdrivelse fortsætter den dag i dag.

Arne Johansen blev ansat som 1.holdstræner i 70erne da der ikke var noget at råbe hurra for og fik som alle sine forgængere ikke nogen overvældende succes. Serie 4, det er altså det. Men Arne (og ikke forglemme hans kone Grethe) var egentlig mere interesseret i de små poder der rendte rundt på anlægget. Arne er/var Arne, og hans måske lidt bryske facon kunne måske godt misforståes af folk som ikke havde den daglige omgang med ham, men hans kærlighed til spillet og til arbejdet med fodboldspillere med små fødder har aldrig kunnet betvivles. Det gik nok mere ud over forældrene end børnene. Blandt de mange unger under Arnes kærlige kommando kan nævnes Stig Tøfting. Gennem entusiasme og hårdt arbejde lykkedes det Arne at få en fremragende ungdomsafdeling op at stå, som i slutningen af 80erne og starten af 90erne arrangerede klubben ture til Valencia eller Budapest. En tradition der forhåbentligt fortsætter. Desuden kan nævnes Tivoli Friheden Cup, ASA Cup og hvad de ellers hedder. Fælles for det hele er Arnes totale engagement. Alle der har spillet på ASA-Ground har spillet indenfor Arnes streger for Arne var naturligvis også banemand i ca. 20 år. Arne er det eneste æresmedlem i ASA
Arnes modsætning var Tom Christensen. Han var, for at sige det rent ud, en middelmådig fodboldspiller. Dem var klubben vant til. Derimod var klubben ikke vant til en igangsætter, idemager og ikke mindst administrator, som ikke bare havde visioner, men også prøvede at få dem gennemført. Blandt andet fik han stablet et damefodboldafdeling på benene. Entusiasmen på holdet var fra starten stor og damerne har haft større sportslig succes end herrerne, f.eks. gennem flere sæsoner i Jyllandsserien og Danmarksserien. Tom var meget optaget den demokratiske proces, noget som blev diskuteret i klubhuset efter mange kampe: Hvor ville vi hen?, ville vi det overhovedet etc.
Den hal som forhåbentlig, og efter utallige interne diskussioner, snart skal bygges ved svømmehallen, er Toms ide. Uden at sætte årstal på var Tom formand fra han kom næsten frem til sin død alt, alt for tidligt i 1995.
En konsekvens af alle diskussionerne var at ASA fik ændret sin formålsparagraf. I den står i dag, at vores formål er at være en klub for alle, men især unge, på Frederiksberg. Det elitære er nedtonet til fordel for det sociale.
Siden ovennævnte personers æra, har ASA faktisk på det administrative plan kørt så kontinuerligt som det nu er muligt for en idrætsklub med frivilligt, ulønnet arbejde. 

 

På det sportslige plan har højdepunkterne været få. ASA har garanteret uofficiel rekord i at have spillet flest år i serie IV. Såvidt erindres slog holdet sine folder her uafbrudt fra starten af 80erne til år 2000. En imponerende bedrift i betragtning af, at halvdelen af holdene hvert år ryger enten op eller ned. Et enkelt år gik det dog galt med en nedrykning, men man blev reddet af at 2.holdet rykkede op.
ASA har længe været en populær klub for studerende, og dette har resulteret i en stor udskiftning. Derfor har der heller ikke været de store spillerprofiler udover en enkelt. Det er selvfølgelig Poul ’Polle’ Christensen, som sidste år kunne fejre 25 års jubilæum på førsteholdet. En ganske enestående præstation for en mand med porcelænsben. Som så mange andre er Polle også med alderen rykket længere tilbage på banen, om end det er de færreste som ender helt inde i målet. Polle har, bortset fra en kort afstikker til Skovbakken for at afprøve ambitionerne, altid spillet i ASA, og han har også som noget helt naturligt hjulpet udenfor banen, bl.a. gennem flere perioder i bestyrelsen. Det forlyder, at han snupper en sæson mere, selv om der bliver trukket i ham fra Old-Boysholdene.
Sammenfattende kan man sige, at ASA i dag er en sund klub solidt forankret som kvarterets klub og grønne oase med knap 500 medlemmer nogenlunde ligeligt fordelt mellem seniorer og ungdomsspillere. Med en ny hal/klubhus ser fremtiden lys ud.